Huller i Tænderne Forklaret: Sådan Fungerer Karies
Huller i tænderne er den tredje dyreste sygdom – og det er let at forstå hvorfor. Karies er en progressiv lidelse, hvor skaderne kræver stadigt større og dyrere reparationer gennem hele livet.
Den gode nyhed? Karies kan forebygges næsten 100%, når du ved hvordan.
I denne artikel lærer du præcis 1. Hvordan huller opstår, 2. Hvilken rolle sukker og bakterier spiller, og 3. hvorfor nogle er mere udsatte end andre.
Med denne viden kan du tage kontrol og beskytte dine tænder effektivt. Hvert hul du forebygger sparer mange omkostninger nu og i fremtiden.
Hvad er karies?
Karies er en sygdom som fører til at tænderne nedbrydes. Det kan gå meget hurtigt. Karies kan ødelægge en eller flere tænder i løbet af 3-5 år
Huller opstår, fordi bakterier på tænderne laver syre hver gang vi spiser mad, der indeholder sukker. Syren får kalk i tanden til at gå i opløsning. Huller starter på tandoverfladen, og bliver gradvist større og dybere.
Forskellen på Karies og huller i tænderne
Sygdommen er ikke hullerne i tænderne. Det er bare skaderne efter sygdommen. Sygdommen er selve tendensen til, at der kommer huller.
Sygdommen (Karies) skal standses, og skaderne (hullerne) skal repareres. Hvis ikke tendensen til at hullerne kommer bliver standset, så kommer der flere og nye huller igen og igen.
Huller starter på tandoverfladen og bliver gradvist større og dybere.
På billedet kan vi se
1. Den sunde overflade (sund emalje)
2. Begyndende hul (ætset emalje)
3. Brud på overfladen og skade på vævet dybere inde i tanden. Nu er der et egentligt hul i tanden, som kræver en fyldning.
Hvordan opstår huller? Kariesprocessen er kemi
Huller opstår fordi mineraler i tanden går i opløsning. Mineralerne er egentligt en slags kalk (calciumphosphat), og normalt går de ikke i opløsning – på samme måde som kalk i badeværelset heller ikke går i opløsning. Kommer man syre på kalk så går det i opløsning, igen på samme måde som når man rengører badeværelset eller elkedlen. Tænderne går i opløsning når pH-værdien kommer under 5,5
Spyttet indeholder de samme mineraler, som tanden består af, og mere end der er plads til. Det overskydende mineral sætter sig på tænderne. Det kalder vi tandsten. Mineralerne i spyttet kan neutralisere den syre som bakterierne producerer, og kan samtidigt reparere små skader på tandemaljen. Kroppen har altså et system, som beskytter tænderne mod huller. I virkeligheden skal man se tænder og spyt som en samlet ting. Medicin, som er dårligt for spytproduktionen, er samtidigt dårligt for tænderne.
Når vi får huller, så er det enten fordi vi belaster tænderne mere med syre end vores beskyttende system kan håndtere, ELLER, fordi vores beskyttende system virker dårligere, fordi der simpelthen er mindre spyt.
Behandlingen af selve sygdommen Karies handler om at genoprette balancen, så beskyttelsen er større end belastningen. I artiklen her kan du læse hvordan
Syre i maden eller i drikkevarer som cola og sodavand vil også opløse mineralerne. Det sker bare på en anden måde. I stedet for huller, opløser syre i juice og cola tanden lag på lag – ligesom når man skræller et løg.
Hvorfor er huller et problem for tanden?
Emaljen er en slags panser uden på tanden. Emaljen beskytter tanden mod slid, og bakterier og mod at varme eller kulde giver isninger i tanden.
Karies bliver et problem for tanden, fordi syren opløser den beskyttende barriere uden på tanden så bakterier kan få adgang til vævene dybere inde i tanden. Under emaljen er tanden fyldt med tynde kanaler ind til nerven.
Billedet til venstre herunder viser nerven inde i tanden, og hvordan de mange små kanaler udmunder på rodoverfladen, hvor der ikke er emalje. Står de små kanaler åbne isner det i tænderne (følsom tandhals). Emaljens funktion er at dække det porøse bløde tandben med et hårdt slidstærkt lag.
Billedet til højre viser et snit igennem tanden. De orange streger markerer retningen på kanalerne. Der 10.000 pr mm2 nær overfladen: Der er plads til at bakterier kan bevæge sig ind i kanalerne.
Bakterier laver betændelse i nerven. Først opstår der isnende smerter, og så får man rigtig tandpine. Tandpine kræver en behandling af nerven (rodbehandlinger)
Behandlingen af selve hullet går ud på, at fjerne den del af tanden, som er fyldt med bakterier (udboring). Bagefter skal tanden have en opfyldning, som beskytter de dybe, følsomme dele af tanden (forsegling) og genopbygger tandens form, så den kan fungere og holdes ren (fyldning).