Sådan behandler man parodontose

Vi har skrevet denne artikel til dig om behandling af parodontose og målene med denne behandling. Behandlingen af parodontose er et samarbejde mellem dig og os. Samarbejde fungerer bedst, når alle ved, hvad målene er, og hvem der gør hvad. Denne artikel forklarerdig, hvordan parodontose skal behandles efter de nyeste faglige standarder, og hvordan du hjælper dig selv.

Vi mener, det er vigtigt at give dig reel mulighed for at deltage aktivt i din behandling og i beslutninger om din behandling. Det kræver viden og indsigt. Derfor har vi skrevet artikler, som grundigt forklarer baggrunden for de forskellige behandlinger og sygdomme.

Behandlingen af parodontose følger et bestemt mønster

Vi skal undersøge tandkødet

Så finder vi ud af, hvor det er galt, og hvor galt det egentlig er.

Vi skal kontrollere årsagerne

Det vil sige, vi skal have ændret de betingelser, som tillod sygdommen at opstå. Vi vil vise dig, hvordan du børster effektivt nok til at ændre levevilkårene, så balancen genoprettes.

Vi skal rense tandsten og bakterier væk

Så kan betændelsen forsvinde. Tandkødet ændrer sig, så det ikke bløder, og tandkødslommerne bliver mindre dybe.

Vi skal følge op og følge med

Vi følger med i, om sygdommen er i bedring, under kontrol eller stadig aktiv. Denne opfølgning er livslang, fordi sygdommen vågner, så snart betingelserne igen er til stede.

Om det bløder fra tandkødet, er den vigtigste ting, vi følger op på. Blødning er et tegn på betændelse. Sundt tandkød bløder ikke.

Hvad er målet med behandlingen?

Når vi taler om behandling, er det vigtigt at vide, hvad målet er. Det er dig, som vælger, hvad målet er. Vores opgave er at hjælpe dig med midlerne til at nå det mål, du ønsker.

Er målet at standse sygdommen? Så den ikke ødelægger mere knogle og tandkød omkring dine tænder?

Eller er målet at forsinke sygdommen? Med en mindre krævende behandling? Forskellen på disse to mål ligger både i, hvor vedholdende du er med at rense tænderne helt rene hjemme, og hvor ofte du får dem renset på klinikken.

Man kan også fravælge behandling Risikoen ved at fravælge behandling af parodontose er, at tænderne kan blive så dårlige, at de må fjernes. Man kan sætte ind med behandling senere, men den knogle, som er tabt, kommer ikke tilbage igen.

Sygdommen bliver også vanskeligere at behandle, når den er mere fremskreden. Samtidig påvirker parodontose og betændelse også resten af kroppens sundhed. Der er større risiko for hjertekarsygdomme som åreforkalkning og blodpropper. Parodontose forværrer også de skadelige følger af sukkersyge.

Der er forskel på, hvor meget behandling der er brug for, afhængigt af hvilket mål vi har med behandlingen.

Der er kun sket begrænset skade. Der er mistet 1-2 mm af knoglen. Tandkødslommerne er op til 4 mm dybe.

Mål:

At kontrollere årsagerne. Der er ikke sket nogen væsentlig skade. Når årsagerne kontrolleres, standses sygdommen let.

Midler:

Instruktion i omhyggelig tandbørstning og rensning af tandmellemrum. Grundig tandrensning over og under tandkødet hver 4.-6. måned er som regel tilstrækkeligt til at skabe helt sundt tandkød.

Det skyldes, at fjernelse af bakterier over tandkødskanten påvirker vækstbetingelserne for de giftige bakterier, så de ikke kan vokse. Når behandlingen gentages, vil tandkødslommerne få normal dybde. Så bliver det lettere at holde tandkødet sundt.

Der er mistet 3-4 mm knogle. Tandkødslommerne er op til 5 mm dybe.

Mål:

  1. At kontrollere årsagerne. Der er sket nogen skade. Kontrol over sygdommen forudsætter, at årsagerne kontrolleres.
  2. At reducere dybden af tandkødslommerne. For dybe tandkødslommer er steder med høj risiko for, at sygdommen udvikler sig, og for at knogle mistes.

Midler:

Instruktion i omhyggelig tandbørstning og rensning af tandmellemrum. Grundig tandrensning over og under tandkødet hver 3.-4. måned er som regel tilstrækkeligt til at skabe helt sundt tandkød.

Det skyldes, at fjernelse af bakterier over tandkødskanten påvirker vækstbetingelserne for de giftige bakterier, så de ikke kan vokse.

Der er udtalte skader på knoglen og skader, som vanskeliggør behandling. Nogle tænder kan være mistet.

Mål:

  1. At finde ud af, hvilke tænder der (a) helt sikkert kan bevares, (b) er tvivlsomme og (c) er håbløse at behandle
  2. At kontrollere årsagerne
  3. At reducere dybden af tandkødslommerne

Midler:

Instruktion i omhyggelig tandbørstning og rensning af tandmellemrum. Grundig tandrensning over og under tandkødet hver 3.-4. måned er som regel tilstrækkeligt til at skabe reduktion i dybden af tandkødslommerne.

Samtidig fjernes de håbløse tænder. Efter 3-4 måneder følges der op på behandlingens resultater og på, hvordan det går med de tvivlsomme tænder. Kan de bevares? Er de fortsat tvivlsomme, eller må vi opgive dem?

På dette tidspunkt tages der stilling til behov for eventuel erstatning af mistede tænder.

Mere end 5 tænder er mistet. Der er behov for at genopbygge og reetablere tandsættet. Tandkødslommer på 6 mm eller mere.

Mål:

  1. At finde ud af, hvilke tænder der (a) helt sikkert kan bevares, (b) er tvivlsomme og (c) er håbløse at behandle
  2. At kontrollere årsagerne
  3. At reducere dybden af tandkødslommerne
  4. At rekonstruere tandsættet og genskabe en god æstetik og tyggefunktion

Midler:

Instruktion i omhyggelig tandbørstning og rensning af tandmellemrum. Grundig tandrensning over og under tandkødet hver 3.-4. måned.

Samtidig fjernes de håbløse tænder. Efter 3-4 måneder følges der op på behandlingens resultater og på, hvordan det går med de tvivlsomme tænder.

På dette tidspunkt tages der stilling til behov for erstatning af mistede tænder. Vi planlægger, hvordan tandsættet kan bygges op på en måde, som er holdbar og giver den bedste livskvalitet.

Sådan foregår behandlingen i praksis

Kontrol over årsagerne

Vi skaber kontrol ved at vise dig, hvordan du selv effektivt holder helt rent omkring tænderne. Det gør vi bedst ved at indfarve dine tænder, så du kan se, hvor bakterierne er undsluppet tandbørsten. Så kan vi tale om, hvordan du mere effektivt kan nå disse bakterier.

I løbet af et par gange med indfarvning er vi som regel kommet i mål.

Rensningen

Rensningen foregår med en kombination af ultralydsrensere, som forsigtigt fjerner bakterier og tandsten, og specielle tandrensningsinstrumenter. Disse fjerner mere præcist tandsten og efterlader en glat, ren rodoverflade.

Det er vigtigt for behandlingen, at overfladen er helt ren for tandsten under tandkødet. Når det sker, og der samtidig er kontrol over bakteriebelægningerne over tandkødet, reduceres dybden i tandkødslommerne effektivt.

Man kan få bedøvelse og eventuelt lattergasbedøvelse til rensningen.

Kirurgisk behandling

Der hvor sygdommen er fremskreden og har skabt særligt vanskelige forhold, er der brug for mere behandling. Det kan være kirurgisk behandling, som kan ændre forholdene, så det bliver muligt at fjerne bakterierne disse steder.

Kirurgisk behandling kan nogle gange genskabe knogle, som ellers er mistet. Dette er en virkelig god behandling, men det kræver virkelig god kontrol med bakteriebelægningerne.

Hvor godt lykkes det at standse sygdommen?

Hvor godt behandlingen lykkes, afhænger af to ting:

  1. Hvor aggressiv er sygdommen i sig selv?
  2. Hvor effektiv er indsatsen for at standse sygdommen?

Sygdom, som forløber langsomt, kan standses med en mindre indsats. Den samme indsats er utilstrækkelig til at standse meget aggressiv sygdom.

Det er ligesom en vægt med to vægtskåle. Sygdommen vejer i forhold til, hvor aggressiv den er, og hvor store skader den har skabt. I den anden vægtskål må vi fylde op med behandling, indtil balancen skifter i retning af sundhed.

Regelmæssig opfølgning er afgørende

Videnskabelige undersøgelser har vist, at regelmæssig opfølgning på lang sigt er meget vigtig for at holde sygdommen i ro.

En gruppe patienter med alvorlig sygdom fik gennembehandlet deres tandsæt. Herefter blev gruppen delt i to. Den ene gruppe blev inkluderet i et program med regelmæssig opfølgning og rensning hver 2.-3. måned på en universitetsklinik. Den anden gruppe blev udskrevet til almindelig tandpleje.

6 år senere blev begge grupper indkaldt og undersøgt. De som var blevet fulgt regelmæssigt hver 2.-3. måned, havde fortsat god effekt af behandlingen. Deres sygdom var standset. De andre havde tydelige tegn på, at sygdommen var brudt ud igen.

På tegningen herunder kan du se hele forløbet i behandling og opfølgning. Der er forskel på om man ønsker at forsinke sygdommen (henholdende behandling, orange boks) eller om man ønsker at standse sygdommen (gule og grønne bokse). Det er forskellige behandlingsmål og derfor er der forskel på forløbet i de forskellige behandlinger.

Det er uheldigt, at de som har en aggressiv sygdom, både har de største udgifter til behandling og samtidig bliver ramt hårdest af konsekvenserne ved at udføre en utilstrækkelig indsats.

Desværre har der ikke været politisk vilje til at hjælpe denne gruppe patienter, som bærer en tung byrde og ofte får en behandling, der ikke er fuldt tilstrækkelig.

Behandlingen af parodontose er et samarbejde, hvor du vælger målet og vi hjælper dig med at nå det. Det er målet der afgører hvilken behandling vi giver dig. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert. Det, som der er vigtigt, er at du få den behandling du ønsker.

author avatar
Morten Skov Hansen
Tandlæge og ejer af klinikken. Uddannet fra Tandlægeskolen ved Aarhus universitet 2001. Særlige faglige fokusområder: Bevaring af de naturlige tænder. Morten har videruddannet sig målrettet i de teknikker der understøtter bevaring af de naturlige tænder. Det gælder rodbehandlingsteknikker i mikroskop og minimalt invasive teknikker til rekonstruktion af tænder.

Læs også:

Se alle artikler