Forstå årsagerne til parodontose – vejen til effektiv behandling
Vi ved, at det kan være overvældende at få diagnosen parodontose. Derfor har vi lavet denne artikel, så du bedre kan forstå, hvad der sker i din mund. Og ikke mindst hvorfor behandlingen virker.
Den gode nyhed er: Parodontose kan behandles med gode resultater.
Men vi vil være ærlige med dig fra start. Det kræver en vedholdende indsats fra både dig og os. Det skyldes sygdommens natur, som vi forklarer nedenfor.
Når du forstår årsagerne, giver behandlingen mening
Der er nogle biologiske realiteter, som styrer behandlingen af parodontal sygdom. Det handler om sygdommens årsager. Årsagerne til parodontose har to sider:
Den side af årsagerne som handler om din krop
Vi kan kun påvirke denne side i begrænset omfang. Rygning og sukkersyge er kendte årsager til parodontose. De er gjort orange i skemaet, fordi de er svære at påvirke.
Alder og genetik er gjort røde, fordi det er årsager, vi ikke kan påvirke.
Disse årsager bidrager til en højere risiko, men de er ikke i sig selv tilstrækkelige til at udløse sygdommen. Der skal noget mere til.
Den side af årsagerne som handler om bakterierne
Bakterier er en nødvendig årsag til parodontose. Det er på samme måde, som mel er en nødvendig ingrediens til brød. Hvis man fjerner bakterierne, går sygdommen i stå. Derfor er baggrunden farvet gul i skemaet. Bakterierne står med grønt, fordi vi faktisk kan fjerne dem.
Bakterier er heller ikke en tilstrækkelig årsag til parodontose. Det ser man ved at kun en del af befolkningen får parodontose. Mel er heller ikke en tilstrækkelig ingrediens i brød. Der skal mere til.
Det bedste sted at ramme parodontosen er altså på bakterierne!
De er både nødvendige for at sygdommen kan fungere, de kan fjernes og der er ingen som savner dem…
Sygdommen udløses især af særligt skadelige bakterier, som vokser under tandkødet. Disse bakterier kan kun trives, hvor der allerede er tykke bakteriebelægninger, og har været det i et stykke tid.
Det tager tid, før de giftige bakterier kan blomstre op igen efter at de er fjernet. Omkring 3 måneder.
Vi kan altså ramme de giftige bakterier på to måder:
- Ved at fjerne dem direkte
- Ved at fjerne bakteriebelægningerne oven over tandkødet, som giver dem mulighed for at vokse og trives
Det fungerer som i en have. Vi kan fjerne mosset i græsplænen hvert år. Men vi vi kan også ændre på vækstbetingelserne ved at fælde træerne som skygger fx. Nu trives mosset ikke bedre end græsset. Vi har ændret balancen ved at ændre levestedets vilkår
Forhold som vanskeliggør behandlingen
Sygdommen udløses af bakterier, som altid vil vokse på kroppen. De vender hurtigt tilbage, når de er udryddet. Derfor findes der ikke en nem måde at standse parodontal sygdom på én gang for alle.
Hvorfor ikke bare bruge antibiotika?
Antibiotika kunne udrydde bakterierne i en kort periode på nogle dage, mens man tager det. Men når man stopper, kommer bakterierne øjeblikkeligt igen.
Antibiotika har nu bare forstyrret alle de gode bakterier, vi har brug for i tarmen. Det vil tage 6 måneder at genoprette balancen.
Samtidig risikerer vi, at multiresistente bakterier blomstrer op. Nu hvor konkurrencen med andre bakterier er væk, kan vi blive dødeligt syge. Måske findes der ikke en medicin, der kan gøre os raske.
Bakteriernes forsvar
Bakterier, som vokser i en bakteriebelægning (også kaldet en biofilm), er beskyttede. De producerer slimstoffer og andre molekyler. Disse fungerer nærmest som huse. De forhindrer, at stoffer, som kunne være giftige for bakterierne, kan trænge dybt ind i bakteriebelægningen.
Bakterierne vokser ikke kun oven over tandkødskanten. De vokser også under tandkødskanten i en slags fold eller “lomme”. Denne dannes, hvor tandkødet slutter op til tanden.
Dybden i denne lomme bliver større, når knoglen forsvinder. Jo dybere lommerne er, jo mere iltfattigt bliver der. Og jo bedre vokser de giftige bakterier. Samtidig er de nu svære at få fat i.
Det er helt umuligt at børste 5 mm under tandkødskanten nede i tandkødslommen.
Bakterierne har altså dobbelt beskyttelse:
- Deres voksested i bakteriebelægningen beskytter dem
- Deres voksested under tandkødet beskytter dem
Det betyder, at:
Man ikke kan bruge desinfektionsmidler som fx mundskyllevæsker. Væskerne kommer ikke ret langt ind i bakteriebelægningen. Man er nødt til at børste bakteriebelægningen væk med børster og andre hjælpemidler.
Sygdommen er lettest at behandle tidligt. Det skal være inden bakterierne er krøbet for langt ned under tandkødet. Der er de svære at få fat i, og der vokser de ekstra godt.
Hvor der er opstået fordybede tandkødslommer, skal dybden reduceres. Det nægter bakterierne muligheden for at skjule sig for tandbørsten. Det fjerner også de forbedrede vækstbetingelser, som dybe tandkødslommer giver dem.
Hvad betyder det for din behandling?
På baggrund af denne viden har vi designet din behandling:
Hjemme hos dig:
Grundig tandbørstning mindst én gang dagligt er afgørende. Når du børster oven over tandkødskanten, påvirker det faktisk også miljøet længere nede. Du gør vækstbetingelserne dårligere for de aggressive bakterier.
Hos os på klinikken:
Vi skal fjerne tandsten og bakterier under dit tandkød professionelt. I starten skal det ske cirka hver tredje måned de steder, hvor der er aktiv betændelse.
Når tandkødet er blevet sundt, kan intervallet øges til hver 3.-6. måned.
Jo tidligere vi griber ind, jo lettere er behandlingen. Når bakterierne først har gravet sig dybt ned, bliver det mere udfordrende. Men ikke umuligt.
Parodontose kan behandles
Vi ved, at parodontose kan føles som en tung diagnose. Men husk: Du har nu et team bag dig. Vi ved præcis, hvordan vi tackler denne sygdom.
Med din daglige indsats derhjemme og vores vejledning og rensning kan vi sammen holde sygdommen i ave. Mange af vores patienter lever med velstyret parodontose i mange år. De beholder deres tænder.
Vi er her for at guide dig hele vejen.