Vi anvender de nyeste principper og særligt skånsomme behandlingsmetoder, når din tand har brug for en ekstra stærk behandling. 

Computerstyret design og computerstyret fremstilling af tandrestaureringer har gjort det muligt at fremstille tyndere og langt mere skånsomme restaureringer i ren keramik og helt nye avancerede materialer. Billedet til højre viser forskellen på den gammeldags krone (længst til højre) og de nye behandlinger (onlays).

For dig betyder det at vi kan styrke dine tænder uden at beslibe dem på en måde som risikerer at ødelægge dem. Det giver bedre tandsundhed og stærkere, sundere tænder.

De gammeldags kroner er kun nødvendige hvor tanden allerede er nærmest helt væk. 

Billedet viser hvordan man bedst restaurerer tænder med keramik

Kroner og onlays – Når din tand er meget svækket.

Vi restaurerer dine tænder skånsomt og holdbart, når de er blevet svækkede. Vi fjerner ikke store mængder sund tand for at lave holdbare restaureringer. Ny viden og ny teknologi gør det muligt at opnå de samme resultater, samtidigt med at vi respekterer dine egne tænder.

Onlays er et moderne alternativ til kroner. De kan laves meget mere skånsomt, der hvor der stadig er en hel del af den naturlige tand tilbage. Det er den behandling vi helst laver og oftest vælger. Netop fordi det er mest skånsomt og giver de samme fordele som kronen.

Vi kan lave onlays, der er mindre end 1mm tykke, og som stadig holder lige så godt som en gammeldags krone. Det kan lade sig gøre med nye stærke materialer og avancerede metoder til at lime restaureringen til tanden.

Kroner er en ældre behandling, der kræver, at tanden slibes ned hele vejen rundt, så den minder om en trafikkegle. Det er stadig en relevant behandling, der hvor næsten hele tanden er ødelagt, eller hvor hele tandens overflade allerede mangler.

Hvad er formålet?

Tanden er svækket (typisk fordi den er meget udboret, rodbehandlet eller har dybe revner). Målet er at:

  • Beskytte tanden, så den kan klare tygning, og ikke knækker
  • At genopbygge tanden på en måde, så den bevarer sin form og ikke slides ned

Når tanden bevarer sin højde og form, bevares tandstillingen og funktionen.

Minimalt invasivt onlay

Hvad det er: Et onlay er en hård skal, der erstatter og beskytter den beskadigede del – typisk tyggeflader – i stedet for at dække hele tanden.

Det taler tydeligt for et onlay – i forhold til en krone

  • Mere tand bevares: Vi kan ofte nøjes med at fjerne det, der er svækket/ødelagt, og beholde mere af din egen tand. Det er et mindre indgreb i tanden, fordi vi ikke skal slibe tanden ned hele vejen rundt. Behandlingen er mere skånsom.
  • Bedre udgangspunkt for fremtiden: Når man bevarer mere tandsubstans, har man et bedre udgangspunkt for fremtiden. Tanden er stærkere. Mindre risiko for, at den senere skal rodbehandles. Tandkødet er sundere, fordi restaureringen ikke når ned under tandkødet.
  • Mere målrettet behandling: Vi reparerer præcist det område, der er problemet – i stedet for at “pakke hele tanden ind”, hvis det ikke er nødvendigt.

Krone

Hvad det er: En krone dækker hele tanden ovenover tandkødet – som en “hætte”.
Det taler for en krone

  • Kan være relevant, hvis der er meget lidt tand tilbage, eller hvis hele tandens overflade allerede mangler
  • Kronen skal være med til at holde en kunstig tand i en bro (til erstatning for en tand, der mangler.

Det du skal vide

  • Man skal slibe mere af din sunde tand væk, fordi kronen skal have plads hele vejen rundt.
  • Når man sliber mere, kan tanden også blive følsom/irriteret bagefter, og der er en 10-15% risiko for, at tandnerven bliver påvirket, så den skal rodbehandles
    Derfor laver vi altid den skånsomme behandling med et onlay, når det er muligt.